Rejsebrev 2 fra CES, Las Vegas
Som nævnt er en af de gennemgående tendenser på årets messe brugen
af tale og bevægelse til styring og brug af computeren. Dette har
jo været kendt i mange år. Men nu er det for alvor på vej ind i den
daglige brug af computeren.
Vi kender tanken og muligheden for at se sig selv iklædt tøj fra
enkelte tøjmærker, som har indført brugen af bevægelse i deres
virtuelle prøverum. Her kan du prøve tøjet på, se om det passer
dig, og om du kan lide det, du ser, inden du går til kassen og
køber varen.
Fra i dag, hvor du styrer denne proces med musen, er vi nu så
langt, at du står foran et spejl (læs: skærm), ser dig selv heri,
prøver tøjet på ved at række ud efter det på bøjler på den skærm,
du står foran - og vupti, så har du blusen eller bukserne på. Du
kan nu dreje dig rundt, bukke dig ned eller gøre hvilken bevægelse
du ønsker, for at se om tøjet passer og klæder dig. Slut med varme,
trange og ildelugtende prøverum. Nu kan du prøve tøjet derhjemme,
og når det passer dig.
I samme spor og måske mere interessant for en bredere skare af
forretningsfolk er, at smart-tv'et fungerer. Hvis du forestiller
dig, at du står foran en 50 tommer iPad hængende på væggen. Så har
du foran dig en skærm med alle dine yndlings-apps. Det kan være
film, tv-programmer, spil og alt hvad hjertet begærer. Disse har du
downloaded, som du i dag gør på din smartphone eller tablet. Intet
nyt eller anderledes der. Du kan nu på skærmen vælge at aktivere
den valgte app ved at trykke direkte på den trykfølsomme skærm,
eller - og her kommer det nye og helt fantastiske - når du står
eller sidder foran skærmen, kan du vælge at aktivere den valgte
app, blot ved at pege på den! Men ikke nok med det. Du kan kalde
detaljer på skærmen til dig (forstørre) ved at lave en inviterende
bevægelse med din arm og hånd. Og i en ruf er det, du ønsker,
forstørret. Du kan bladre skærmbilleder ved blot at vifte med din
hånd mod højre eller venstre. Altsammen bare ud i luften.
Nu begynder vi langsomt at se, hvad man hos f.eks. Apple mener,
når man taler om den personlige computer uden tastatur. Med en god
stemmestyring og disse nye bevægelsessensorer indbygget, står vi
tæt på en helt ny måde at tænke arbejdet med computeren ind i
dagligdagen på.
Teknologi er jo én og en meget spændende side af, hvad der foregår
i den elektroniske verden. En anden er, hvad vi som forbrugere skal
bruge alle disse features til.
Den helt store strømning på dette års CES er kategorien digital
health and fitness. Ikke mindre end 170 udstillere havde noget på
hjerte i denne kategori på årets CES. Man forventer, at området vil
generere en omsætning i USA i 2012 på 70 mia. USD. Mange af de
ting, der blev vist på årets udstilling, var programmer/apps og alt
i udstyr til at få kontrol over dit helbred. "Wellbeing monitor
status" og "Medical alert status" er blot et par ideer om, hvor vi
og verden er på vej hen. Vores interesse for vores eget helbred har
åbenbart ingen grænser. I hvert fald ikke hvad angår fantasien til
at opfinde gadgets, der kan hjælpe os med at holde styr på vores
korpus.
Bilindustrien skal også lige nævnes. Alle de store bilmærker er
tilstede på CES, hvor de viser alle de sidste landvindinger i
forhold til at bringe internettet ind i bilen. GM, Ford, BMW og
Toyota har alle i dag modeller med mulighed for det, man kalder
OnStar-systemet. Et on-line system, hvor brugeren/bilen er i online
kontakt med alarmstationer ud over USA. Men ikke blot USA er på
her. Et land som Kina er også godt med.
OnStar går bl.a. ud på, at du til enhver tid kan kalde
alarmcenteret og få hjælp i den situation, du er i. Vejhjælp,
vejvisning, overfald, ulykker hvor sensorer i bilen fortæller
alarmcenteret, hvor stor skaden er på bilen, og hvilken type hjælp
man herefter skal sende til ulykken. Systemet kan også bruges til
bilsporing ved tyveri, informationer til værkstedet om bilens
performance siden sidst osv. Vi taler ikke GPS eller almindelig
infotainment her. Vi er rykket et niveau op!
Her vil vi se mange store nye landvindinger i fremtiden.
En samlende konklusion på CES 2012 vil nok være en stor opgave at
skulle lave kortfattet. Men der er ingen tvivl om, at vi
fremadrettet vil opleve rigtig mange flere digitale applikationer i
stort set alt, hvad vi kommer i nærheden af. Og alle nye digitale
applikationer giver nye muligheder for kommunikatører til at møde
målgruppen. Altså mangfoldigt mange flere elektroniske
kontaktpunkter, end vi har i dag. Her får vi allesammen nok at
gøre. Nok at gøre med at holde overblikket over mulighederne og nok
at gøre med at finde ud af hvordan vi vil udnytter dem. Dem der
forstår at være på forkant med disse muligheder vil for alvor kunne
accelerere deres kommunikationsindsats og dermed deres impact på
dem, de gerne vil i tale med.
CES er således ikke kun for tekniknørder. Verdens største
forbrugerelektronikshow er i høj grad for dem, der ønsker at forstå
og være på forkant med de muligheder, de nye digitale platforme
giver os.
|