| |
Pressemeddelelse
Ny firmakonstruktion skaber konsulenthus
Metaphor, der driver kommunikationsvirksomhed i Vejle og Nordborg, bliver et af to selskaber i det nystiftede Associations Holding, der fremover tillige omfatter rådgivningsfirmaet Strategy First. Det nye moderselskab får Ole Daugbjerg, tidligere omdømmedirektør og nuværende rådgiver for Danfoss Koncernen, som CEO. Han bliver samtidig chefkonsulent i Strategy First.
”Vi er glade for, at Ole Daugbjerg har sagt ja til at påtage sig jobbet som adm. direktør for vores holdingselskab med ansvar for den strategiske udvikling i selskaberne. Han går samtidig ind i en rolle som daglig leder og chefkonsulent i Strategy First, der tilbyder rådgivning til virksomheders ledelse og bestyrelser, når det handler om blandt andet omdømme, samfundsansvar, organisation og organisering af kommunikationsopgaver samt coaching af kommunikationsfunktioner”, siger Knud Erik Knudsen, der er hovedaktionær i selskaberne.
Ole Daugbjerg, der indtil sidste år var Chief Reputation Officer i Danfoss og medlem af koncernledelsen, skiftede i november titel og status ud med en rolle som executive advisor for koncernen med henblik på at kunne fokusere på strategiske udfordringer og for at få mulighed for at sige ja tak til flere eksterne bestyrelsesposter.
”Muligheden for at kunne bidrage til Associations Holdings udvikling og opbygge et unikt konsulentfirma, der skal arbejde med nøjagtig mine kernekompetencer, var for stor en udfordring at takke nej til. Da det samtidig ikke forringer min mulighed for at passe mine forpligtelser i forhold til Danfoss, var valget ikke svært”, siger Ole Daugbjerg, der indtræder som partner i det nye holdingselskab, han nu skal være adm. direktør for. Ole Daugbjerg kender i øvrigt Metaphor indgående, idet han fra 2004 til 2009 var medlem af selskabets bestyrelse.
Der sker ingen ledelsesmæssige ændringer i Metaphor, der fortsat vil have Søren Bilgrav-Nielsen som bureaudirektør og Torben Binzer Meyer som kreativ direktør.
”Vi har en ambition om at udvikle de to selskaber sideløbende, idet Metaphor skal accelerere sin udvikling som et kommunikationsfirma, der dels kan udvikle kreative koncepter med baggrund i dyb indsigt, dels kan tilbyde de mest konkurrencedygtige og fleksible løsninger, når det kommer til produktion. Strategy First er født som et netværksorienteret firma, hvor vi vil fokusere temmelig smalt på egne kernekompetencer og rådgivning til ledelser og bestyrelser, men hvor vi samtidig via alliancer med udvalgte eksperter på tilgrænsende områder kan sikre vores kunder adgang til den rette kompetence”, siger Ole Daugbjerg.
Yderligere oplysninger:
Ole Daugbjerg, CEO, Associations Holding/Strategy First: Tlf. 23 70 65 50.
Knud Erik Knudsen, hovedaktionær: Tlf. 40 72 64 82.
|
|